«Kritikkens egenart» og en ståstedsanalyse av dansk litteraturkritikk

Jeg er blevet bedt om at sige noget om kritikkens egenart og aktuelle situation i Danmark, herunder kritikkens vilkår i de digitale mediers tidsalder. Plus at komme med to forskellige eksempler på litteraturkritik til at belyse problemstillingen. Jeg kommer til at gøre det ved at fokusere på kritikerens jeg, forstået som den måde hvorpå kritikeren selv optræder i sin tekst med benævnelsen ”jeg”.

En pointe jeg tidligere har fremført, og som er noget jeg selv har det med at praktisere, er denne: Kritikerens jeg må gerne optræde i teksten, man må gerne kunne fornemme hvor den anmeldte bog er læst fra. Dette fordi jeg betragter anmeldelsens emne som mødet mellem denne læser og denne bog. Frem for den illusoriske forestilling om at nu er dette den objektive beskrivelse og vurdering af bogen.

Hvis man mener at kritikerens jeg gerne må være synligt i teksten, er det væsentligt at diskutere hvad det er for et jeg; hvad er et kritiker-jeg for noget? I Danmark har der inden for de seneste to år været en heftig debat om hvorvidt kritikerens jeg helst skal have nogle identitetsprædikater tilfælles med det jeg der taler eller tematiseres i den litterære tekst som kritikeren anmelder. Forfattere har fremsat det synspunkt at man ikke kan anmelde en roman om en lesbisk kvinde hvis man selv er heteroseksuel mand. Jeg er meget uenig, og det vil jeg gerne udfolde. Jeg definerer ikke jeg’et som summen af de identitetsprædikater man kan hæfte på det (køn, seksualitet, socialgruppe, hudfarve osv.), men som det der unddrager sig disse prædikater. Det skal jeg vende tilbage til.

Man kan også forstå kritikerens jeg som en signatur. Og overveje om ikke kritikken er en genre der er dybt afhængig af signaturen, og også af at denne signatur har fået en form for garantistempel af en avis og en redaktør. I så fald er det måske begrænset hvor meget kritikken er truet af de åbne platforme på internettet, for her kan alle ganske vist skrive om de bøger de har læst, men de har ikke den autoritet som redaktørens stempel giver avis-kritikeren. En anden sag er så at avisen som sådan er truet. Det er meget muligt at avisen går ned, men jeg tror faktisk at anmeldelsen er den sidste genre der går ned med den – det er den eneste avisgenre der ikke har fået alvorlig konkurrence af andre medier.

Men forholdet til de digitale medier handler ikke bare om trussel, det handler også om nye muligheder og inspiration. Jeg vil udkaste nogle overvejelser over hvordan kritikerens jeg måske kan lade sig inspirere af facebook-jeget og bloggens jeg – igen selvfølgelig også afhængigt af hvordan man forstår og definerer et facebook-jeg og et blog-jeg.

Det jeg vil tale om, er altså: Kritikerens jeg som det optræder i teksten. Forholdet mellem dette jeg og det jeg kritikeren møder i det litterære værk. Kritikerjeget som signatur. Forholdet mellem kritikerjeget og de digitale platformes jeg. Det kan godt være jeg kommer til at tale ret meget om mit eget kritiker-jeg, og det kan også være det bliver for meget, men det kan vi jo diskutere.

Jeg vil gerne starte med at læse den anmeldelse op som er den ene af mine to eksempler, og som jeg selv har skrevet. Her står der rigtig meget ”jeg”. (En anden grund til at jeg gerne vil læse den, er at den handler om Imre Kertész, der jo gik bort her for en måned siden, og som jeg gerne vil give min hyldest.) Det er en anmeldelse af Imre Kertész: Letzte Einkehr, hans dagbøger fra 2001-2009. Den blev bragt i Politiken under overskriften ”På eksistensens rand”:

Jeg er ikke en overlevende ungarsk-jødisk kz-fange, der efter lejren har levet det meste af mit liv i en totalitær østeuropæisk stat. Alligevel har jeg altid kunnet identificere mig med den overlevendes livsform, som Imre Kertész beskriver den, når han via sit fiktive alter ego fortæller om sit liv ”som logerende”. Alle de år efter krigen, hvor han boede i et lejet værelse i Budapest og bare sad og læste og oversatte og skrev, mens bogbunkerne voksede langt ud af reolen, i stakke langs væggen, indtil værten diskret satte nye reoler op. ”Mit liv som logerende” er for mig også blevet en formel for mit eget liv, den livsform jeg synes skabt til, også når jeg ikke realiserer den. At have hjemme i hjemløsheden er noget jeg identificerer mig fuldkomment med, også selvom jeg på ingen måde har været forfulgt i mit hjemland som Kertész.

For mig er Auschwitz imaginær. Men det er lejren også for Kertész: ”Når man inviterer mig til at aflægge vidnesbyrd i sammenhæng med det reelle Buchenwald, rammer det mig som om jeg var blevet fysisk såret. Man udstøder mig fra min imaginære verden og deporterer mig til Buchenwald, hvor jeg ser mig forfærdet omkring.”

Jeg er heller ikke en gammel Parkinson-syg forfatter, der har modtaget Nobelprisen. Alligevel føler jeg mig hjemme i hans situation, sådan som Kertész i dagbogsform beskriver den. Jeg forstår dette med, at anerkendelsen (om det så er Nobelprisen!) på ingen måde letter det daglige slid med at skrive og skabe mod alle odds; mod kroppens skrøbelighed, mod de bestandige krav fra det praktiske og sociale liv, mod sin egen og sine elskedes dødelighed. Jeg kender fornemmelsen af at føle mig som svindler når jeg stiller mig op og holder foredrag som skal forestille at være værd at høre på, at min offentlige person er en rolle som jeg spiller, og ofte dårligt.

Jeg kender følelsen af at leve som en skygge i skyggernes verden, i en grad så man bliver forundret over at finde adresseret post i sin brevkasse: ”I brevkassen regninger, breve, som om jeg levede og var en indbygger i Berlin.” Jeg kender trangen til at identificere sig med den elskedes smerte, som Kertész’ identificerer sig med sin hustrus kræftlidelse, velvidende at det ikke gør andet end at fordoble lidelsen: ”Jeg kan kun lindre hendes lidelse, når jeg lider med hende, og så bliver det dobbelt lidelse, for hende og for mig.”

Jeg deler uforbeholdent Kertész’ kærlighed til Berlins Gamle Vesten, som han flytter til i starten af det nye årtusind og gang på gang besynger i sine dagbogsnoter. Måske kan lige nøjagtigt denne by blive hjem for de hjemløse, fordi den side om side med resterne af fortidens forjættelse lader historiens åbne sår stå og gabe. Et på én gang smerteligt og forløsende paradoks bliver det, at det overlevende kz-offer elsker den tyske kultur højere end nogen anden og føler sig mere hjemme i Berlin end nogen andre steder. Paradokset funkler og tindrer, når han som ærestaler besøger Buchenwald-lejren, hvor han var fange – og indskriver sig i gæstebogen!

Så er der selvfølgelig også temaer i Kertész’ dagbogsnotater, som jeg ikke kan identificere mig med. Jeg lytter ikke så meget til klassisk musik, som Kertész gør det, både derhjemme i høretelefonerne og ude i byen når hans gode ven Daniel Barenboim giver koncert, men jeg forstår hvordan den store kunst, også musikken, kan give en lykke, som kan gøre et næsten ubærligt liv til at bære.

Jeg er ikke mandlig kvindeelsker, men forstår, at dét er Kertész, og nyder hans beskrivelse af de danske kvinders skønhed, da han er på besøg i København: ”næsten mongolsk udskårne kindben, underlæben en lille smule fremadhvælvet, overlæben smallere og længere; det blondes rødligtvarme tone; erotisk.” Jeg læser interesseret, hvordan der ikke er noget mere aftændende for denne ægtemand end hustruens jalousi, læser og lærer.

Jeg kender ikke depressionens søvnløshed; i udsatte stunder griber jeg tværtimod til søvnen, som et lille lokalt og midlertidigt selvmord. Men mange af Kertész’ dagbogsnotater er skrevet i den dybeste nat, og den travle Nobelprisforfatters omrejsende og selskabelige liv (”som repræsentant for varemærket Kertész”) er levet på ganske få timers nattesøvn.

Jeg er decideret uenig, når Kertész ser enhver anti-israelsk eller anti-amerikansk gestus som tegn på antisemitisme. Og jeg er heller ikke enig, når han hævder, at enhver revolution fører til Auschwitz og Gulag; i dag er den tanke blevet en systembevarende automattanke, der forhindrer os i at tænke os ud af kapitalismen.

Til gengæld er jeg enig, når Kertész på sygehuset iagttager samme effektivitet og rationalitet, der førte til Auschwitz. Det er en af hans gamle kongstanker: at kz-lejren ikke var uforklarlig og irrationel, men tværtimod resultatet af velorganiseret og sågar ”humanistisk” rationalitet (”at indføre Zyklon-B-gas var blot at ’humanisere’ proceduren” ). Det er derfor han altid har været kritisk over for en anden Buchenwald-overlever, den spanske forfatter Jorge Semprun, der skildrer lejrens kommandøse som et diabolsk blond bestie, der forlystede sig med dødsdømte fanger under lamper af menneskehud. Kertész husker hende tværtimod som en pæn funktionær, der pligtopfyldende fulgte lejrens verdensorden, også når den var massemordets orden.

Men ét er forfatterens uenighed med en anden forfatter, noget andet er menneskets møde med det andet menneske: ”11. Maj 2003: I går i Jena, jeg læste højt sammen med Semprun i universitetets aula: Det som lader sig resumere i denne korte sætning er så indholdsrigt, at det rører mig til tårer. Jeg omfavnede denne smukke, hvidhårede mand med de mørkt glødende øjne, og han boksede mig legende i armen.”

Jeg er ikke kz-overlever, jeg er ikke syg af Parkinson. Men måske har vi potentielt i os den randeksistens, som andre befinder sig eller har befundet sig i. Jeg kan føle mig forbundet med den mand, der som ung lejrfange og som gammel, syg mand befinder sig på randen af eksistensen. Ligesom Kertész kan føle sig forbundet med tiggeren, som han dagligt iagttager fra sin lejlighed i Meineke-Strasse, og skriver om i sin dagbog. Den tigger, i forhold til hvem han må være den velbjergede mand i den fine lejlighed.

Kertész er altid vigtig at læse, men har for mig nærmest været livsvigtig i en af de perioder hvor man kommer helt tæt på død, lidelse og håbløshed. For mig er der intet mere opmuntrende og trøsterigt end hans usminkede pessimisme isprængt små glimt af forsigtig tro på kærligheden. I sit seneste og formentlig sidste, fuldstændig forrygende interview (givet til die Zeit tidligere på efteråret) siger han til allersidst, at han nu er færdig med at leve og skrive, men der er lige én ting: ”Der er et ord, det kaldes kærlighed. Det ville jeg gerne gøre noget nyt med. Men hvad skal jeg skrive med? Mine hænder vil ikke mere. Jeg er meget træt.”

Som litteraturteoretiker er jeg imod identifikationen som tilgang til litteraturen, men som kritiker gør jeg den altså her til en slags metode eller strategi. Men det er vel at mærke en identifikation der har formlen: Jeg har egentlig slet intet tilfælles med det jeg der taler til mig fra denne bog, alligevel kan jeg med al mulig patos identificere mig med de tilstande han beskriver. Hvis der er en identifikation, så er den hinsides identitetsprædikater.
Faktisk var min redaktør lidt anfægtet af denne anmeldelse, han skrev til mig at folk ”undrede sig” og bad mig forklare mig i en kommentar. Det gjorde jeg så, ved at tage udgangspunkt i at den store litteratur kan være en trøst når man befinder sig i en udsat situation, og at i min aktuelle situation havde Kertesz altså været en trøst. Og så skrev jeg sådan her:

Men hvad er det ved litteraturen, der trøster? Er det genkendelsen og identifikationen: Andre har også lidt …? Ja, jeg påstår at jeg identificerer mig med Imre Kertész, at jeg genkender hans følelse af at leve ”som logerende” og at have hjemme i hjemløsheden. I Kertész’ dagbøger kommer der yderligere den krølle på, at jeg identificerer mig med dét, at han selv finder trøst i kunsten: Han skriver om redningen i at læse Beckett eller lytte til Mahler i depressionens søvnløse nætter. På den anden side: hvis Kertész nu sad over for mig på en café og fortalte om, hvordan det er at være Holocaust-overlevende, Parkinson-syg Nobelprisforfatter, ville det så mildest talt ikke være malplaceret, hvis jeg udbrød: ”Jeg ved lige præcis hvordan du har det! Jeg kender det!”? Indebærer både den æstetiske og etiske erfaring ikke tværtimod, at man åbner sig for den anden og det andet, som noget fremmed, noget andet end én selv? Jo, men måske kan det også være en vej til fremmedheden i sin egen kerne at identificere sig med det fremmede netop i kraft af dets fremmedhed. I en af sine tidligere bøger udfolder Kertész identifikationen med den jødedom , som han egentlig står helt fremmedgjort over for, som en identifikation med den tante, som han som chokeret lille dreng så sidde (efter jødisk skik barberet) skaldet foran et spejl: ”Jeg er en pilskaldet kvinde foran et spejl!” – altså identifikationen med det helt absurd fremmede – Er det ikke i samme ånd at jeg kan sige: ”Jeg er en gammel Parkinsonsyg Nobelpris-forfatter”?

Hermed er vi ved diskussionen om hvorvidt jeget skal defineres ud fra sine identitetsprædikater, eller som det der undslipper dem. Der har som sagt i den aktuelle danske litterære debat, ligesom i den aktuelle samfundskritik, været en meget stærk insisteren på identitetsprædikater og på at kritikeren helst skal dele prædikater med det jeg der taler fra bogen. Trukket hårdt op må det for denne anskuelse være problematisk at jeg anmelder Kertész uden selv at være mand, jøde, gammel og syg.

Men her vil jeg kalde lige nøjagtig Kertész til vidne for en forståelse af jeg’et som det der ikke kan udtømmes i identitetsprædikater. Opgøret med identitetsprædikater er et gennemgående tema i forfatterskabet. Kertész betragtede dem som ”domme”, vi er underkastet. Vi er alle dømt til en social, etnisk, kønsmæssig, seksuel, religiøs osv. særidentitet. Jøde-dommen var for Kertesz en sådan dom, om end en dom, der i hans levetid blev særlig fatal. Men det at han betragtede sin særligt fatale dom som en variant af et almenmenneskeligt grundvilkår frem for noget der satte ham uden for menneskeheden, var medvirkende til at han overlevede overlevelsen, og er en visdom han har givet videre til hvem der måtte have ører for den i en kultur der i stigende grad klistrer identitetsprædikater på os alle.

Den danske litterære debat om kritikerjegets identitetsprædikater blev sat på spidsen da kritikeren Lars Bukdahl mødte forfatteren Kristina Nya Glaffey i TV-programmet Deadline. Kristina Nya Glaffey gør sin egen identitet som lesbisk til et gennemgående tema i sine romaner og påpegede at Lars Bukdahl som hvid, heteroseksuel, midaldrende mand nok har problemer med at forstå dem. Det gjorde Bukdahl helt ulykkelig. Det mindede ham om dengang han som lille var med sin mor på feministisk ø-lejr og rigtig gerne ville have et stort flot badge med kvinde-kamptegnet, men det måtte han ikke, for han var jo en dreng. Til sidst i TV-programmet tryglede og bad han Glaffey: ”Må jeg ikke nok få lov til at være lesbisk når jeg læser dine bøger?” Det var der noget hjerteskærende ved.

TV-debatten var kulminationen på en diskussion som Bukdahl havde sat i gang ved at skrive på sin blog (og her nærmer vi os så også de digitale mediers rolle) at han var tilhænger af ”identitetskarnevalisme” og modstander af ”identitetsfundamentalisme”. I Bukdahls definition er en ”identitetskarnevalist” en som har en legende tilgang til sin egen identitet, eller rettere til sine flere forskellige identiteter, som man så kan udstille og bære som masker. Bukdahl henviste til digterne Yahya Hassan og Asta Olivia Nordenhof som sådanne ”karnevalister” der kan lege med deres identiteter som hhv. andengenerationsindvandrer med muslimsk baggrund og psykiatrisk tilfælde med prostitution på sit cv. ”Identitetsfundamentalisten” er derimod den der identificerer sig inderligt med sin særidentitet, eksempelvis som bøsse, muslim, kvinde.

Kristina Nya Glaffey og forfatterkollegaen Maja Lee Langvad tog til genmæle mod Bukdahl i en aviskommentar. Begge forfattere falder ind under Bukdahls begreb om ”identitetsfundamentalisme” for så vidt som de i deres forfatterskaber og som debattører insisterer på deres særidentiteter som lesbiske, og i Langvads tilfælde desuden identiten som transnationalt adopteret. Glaffey og Langvad mener ikke at det er leg og sjov og karneval når de og andre digtere tematiserer deres særidentiteter, de mener snarere det et alvorligt vidnesbyrd om undertrykkelsen af (sociale, etniske, seksuelle) minoriteter. Samtidig finder de begrebet ”fundamentalisme” misvisende for solidariteten med undertrykte særidentiteter.

Så er fløjene ridset op: den liberale, seriøse kamp for særidentiteters rettigheder (Glaffey og Langvad) over for en postmoderne, ironisk leg med identiteter (Bukdahl). Men er det virkelig de eneste to mulige positioner? Og indfanger nogen af dem hvad der foregår hos digtere som Hassan og Nordenhof?
For mig at se foregår der det at vi møder jeget som en størrelse der hverken er identitetsløs karnevalist eller har en marginaliseret identitet, men snarere må beskrives som det der bliver til overs når alle prædikaterne er remset op. Glaffey og Langvad anklager Bukdahls karnevalisme for at gå i spænd med nyliberalismens forestilling om det frie valg, som om sociale identiteter var noget vi frit kunne i- og afklæde os. Det svarer ikke til deres egne erfaringer med at være koreansk adoptivbarn og/eller lesbisk. Men spørgsmålet er om enhver tænkning i (etniske, seksuelle etc.) identitetsgrupper ikke flugter fint med det senkapitalistiske forbrugersamfund, hvor befolkningen inddeles i ”segmenter”, for at markedsføringen kan ramme så præcist som muligt.

Den position,som Bukdahl kalder ”karnevalisme”, kan minde om det man inden for feminismen har kaldt ”maskerade”. Under patriarkatet er kvinden den der klæder sig ud og veksler mellem forskellige roller og kostumer (fra luder til madonna), men i stedet for at afvise denne funktion kan hun udnytte den dels til at skabe skred i faste identiteter, dels til kritisk at udstille roller. En sådan form for maskerade er ikke ironisk, postmoderne identitetsleg ud fra en liberalistisk forestilling om det frie valg. Snarere kan man tale om en ”mimetisk kritik”, en måde at udstille og sprænge faste kategorier indefra.

Som når Yahya Hassan poserer i rollen som indvandrer med kreative sprogfejl: ”MIG JEG KOKSER I MIN ORDSTILLING/ OG JEG SIGER WALLAH/ MIG JEG SIGER PANSER ER GRIM/ WALLAH DE DUM!” Dette er hverken karnevalistisk identitetsleg eller identifikation med sin særidentitet. Snarere en slags foruroligende, forstyrrende (og humoristisk!), ikke let aflæselig på én gang over- og dis-identifikation.

Litteraturen er et af de steder hvor vi kan møde mennesket som noget andet end summen af sine identitetsprædikater. I det journalistiske sprog, i debattens sprog er vi lig med vores prædikater. Men ikke i litteraturens. Litteraturen kan indfange det jeg der netop er det der bliver til overs når vi har oplistet vores prædikater. Som en af mine guruer (den amerikanske germanist Eric Santner) siger det: ”Kærligheden retter sig mod det der ikke kan skrives i en kontaktannonce.” Det gør litteraturen også, når den undersøger jeget.

Når Yahya Hassan skriver om at sidde alene i børnehavens garderobe ved juletid og betragte de nellike-gennemstukne appelsiner som voodoo-dukker, kan man læse det som et udsagn om en muslimsk indvandrerdreng der er ekskluderet fra det danske (kristne) julefællesskab. Men samtidig kunne digtet være noget fra min egen barndom. At føle sig uden for fællesskabet er en følelse de fleste af os har til fælles. Og jeg (hvid kvindelig gammeldansker) er Hassan taknemmelig for at have givet mig voodoo-appelsin-metaforen, som et billede hvor også min barneaggression pludselig får den plads den ikke havde i børnehavens pædagogunivers.

Vi er alle underkastet en særlig social, etnisk, seksuel, kønsmæssig, religiøs etc. ”identitet”. De undertrykte er (tvunget til at være) særligt opmærksomme på denne identitet, hvorimod det er nyt, at en toneangivende kritiker som Bukdahl (hvid heteroseksuel mandlig akademiker) bliver bedt om at være opmærksom på det. Det kan han sådan set have godt af. Men jeg tror ikke,at vejen frem er at vi identificerer os med denne ”identitet”. Jeg tror at vejen frem er dis-identifikation. Hvis det handler om at alle skal have samme rettigheder, er det vigtigt at tænke dette ”alle” som det alment menneskelige, ikke som summen af alle mulige særidentiteter. Til gengæld er det sådan at det alment menneskelige inkluderer at være underkastet disse identitetsprædikater (om det er kvinde eller mand, hetero eller homo, europæer eller asiat, muslim eller kristen). Men også at mennesket er det der aldrig er udtømt i disse prædikater.

Hermed plæderer jeg for at kritikerens jeg sætter sig i en position der minder om det litterære jegs, et jeg der overskrider sine sociale identitetsprædikater, men naturligvis ikke desto mindre kæmper med at være underlagt disse prædikater.

Kan det ikke virke hovmodigt at sammenligne kritikerens jeg med det litterære jeg? Måske. Men jeg mener faktisk at både kritikeren og den litterære forfatter skriver sig ind i den zone hvor et jeg er noget andet end det socialt prædikerede jeg, som det journalistiske sprog kan beskrive. Og at det kritiske projekt har et slægtskab med et projekt som også er meget litterært, nemlig at give sprog til en unik æstetisk erfaring.

Det er et litterært projekt at sprogligt indfange de sanseerfaringer af verden som har det med at undslippe de begreber og kategorier vi er kulturelt programmerede til at sortere vores perceptioner efter; det er kritikkens projekt at indfange den slags sanseerfaringer af kunsten. (Denne tanke fik jeg efter en samtale med Josefine Klougart – Klougart karakteriserede sine egne romaner som et forsøg på at give sprog til det der ikke har noget sprog, det der undslipper vores på forhånd kodificerede sprog. Senere sagde hun: ”Når man oplever en fantastisk film eller bog, kan man kun sige: ’Fantastisk!’” Så var det jeg tænkte om ikke også kunstoplevelsen er et eksempel på en sanseerfaring som det er vanskeligt at sprogliggøre, men som det så netop er kritikkens opgave at forsøge at sprogliggøre, at finde et sprog til.)

Hvis vi nu skal vende os mod de digitale medier: så vil jeg egentlig også i den forbindelse hævde et slægtskab mellem den aktuelle kritik og litteratur ud fra den tese at begge lader sig inspirere af de digitale, web-baserede genrer.

Jeg er her inspireret af den danske litterat og digter Martin Glaz Serup som har gjort sig overvejelser over det blog-agtige som en tendens inden for poesien hvor digterjegets erfaringer med det store og det små sidestilles. Vi taler om en type poesi som har været en trend i Danmark i hvert fald de seneste ti år (Serup nævner som eksempler sig selv og Niels Frank og Morten Søndergård), og som handler om digterens omgang både med sine nærmeste og med kunstværker og med de begivenheder der tilflyder ham eller hende gennem nyhedsstrømmen: Krig, klimakatastrofer, flygtningestrøm osv. Her er der ikke noget hierarki mellem de forskellige erfaringer, de er sidestillede. Martins tese er at der et slægtskab mellem denne type poesi og bloggen.

Hvis man (som Serup) slår op under ”blog”, eller rettere ”weblog” i Routledge Encyclopedia of Narrative Theory, så står der at det er en website der ofte opdateres og består af optegnelser i en personlig og uformel stil, og at genren omfatter et kontinuum fra bekendelsen, online-dagbogen, til at have fokus på et bestemt emne eller en bestemt aktivitet. Der står også at genren kan minde om brevromanen eller dagbogen, men at den adskiller sig fra disse ved optegnelsernes arbitrære slutning; de slutter bare når skribenten ikke gider skrive mere. Og så står der at genren godt kan rumme eksplicit eller implicit fiktive træk, men at genreforventningen er at det ikke er fiktion.

Det er min tanke i dag om Olga Ravns anmeldelse, som er mit andet eksempel, ikke deler visse af disse genretræk og dermed sådan set også deler træk med den digtsamling af Morten Søndergaard hun anmelder. Hvilket i så fald gør Ravns anmeldelse til et eksempel på den mimetiske kritik, som jeg andre steder har plæderet for – det at man som kritiker faktisk gerne må lade sig smitte af sin genstand (noget der er strengt forbudt i akademisk sprog, hvilket er medvirkende til at det for mig er meget vigtigt at få lov til at skrive som kritiker ved siden af min akademiske virksomhed). Information bragte Ravns anmeldelse af Morten Søndergaards Processen og det halve kongerige under overskriften ”Den Søndergårdske gåtur”:

Den Søndergaardske gåtur er en legende, nysgerrig gang gennem landskabet, som det nu kommer dumpende. Tid og rum er flydende, gåturen er ikke på den måde lineært fremadskridende, den er også pakket med associative udflugter og angst og eufori og spring fra fortid til nutid og datid og rundt igen. I Morten Søndergaards nye bog Processen og det halve kongerige spankuleres der videre ud i verden, mere løst, mere poetisk flanerende end før set fra Søndergaards side.

Daggryet er tilbagevendende. Og det er en morgen med lys og redebon morgenstivert og et dejligt du i sengen. Gåturen er også, på mange måder, en slags evig morgen, altid ny, altid i sin begyndelse, når man drejer om næste hjørne.

På samme måde arbejder Søndergaard med en åben og inkluderende skrift, der lader livet strømme igennem sig. Hans bog har ingen genrebetegnelse, det er ret symptomatisk for værket i sig selv. Formelt set kan vi kalde det genreløs prosa, åben for fortolkning. Altså en lang tekststrøm uden provokerede linjeskift, men med et klart poetisk omdrejningspunkt.

Der står virkelig meget om sprog og digtning og poetik. Man kunne sige, at bogen udelukkende handlede om sproget, men det er noget pjat. At gøre sig tanker om litteraturen og poesien er en naturlig del af det fortællende jegs liv på lige fod med trafikken og hjemmets dårlige internetforbindelse.
Når Søndergaard bliver anekdotisk fungerer stilen virkelig godt. Det er her, at det åbne værks udstrakte mark, og al det Umberto Eco taler om, kommer til sin ret. Historierne trækkes ind fra Discovery Channel, fra barndommen, kunsthistorien, fra nærmeste beværtning og alle mulige andre steder. Det er først og fremmest bare sjovt, men det skaber også en samhørighed mellem farmor og Chopin, der begge led af dødsangst.

»Kussen er en sprække / pikken er rund / alligevel passer de sammen«, skriver Søndergaard på levering, da en borgmesterkandidat beder ham om noget poesi til kvinderne. Det er megaplat, men fedt at Søndergaard giver sig selv lov til at være fjollet. Hele tiden er der den her eufori over at være i live. Bogens sidste del flyder over med ømme kærlighedserklæringer til det du, jeg’et lige går rundt og lever sit liv med. Halvaparte biologisk trivia indblandes begejstret i kærlighedsrummet. Der festes med den slimede søanemone af vidunderlig seksualitet.

Det vrimler med tilbagevendende motiver, forladte huse, telefonproblemer, H.C. Andersen, Kafka (jvf. titlen) og så videre. Det er ret fristende at kaste sig ud i en hardcore symbolsk læsning af de forskellige ting, men hver gang jeg prøver på det, får jeg en slatten analyse ud af det. Det er ikke rigtig spændende, om litteraturen er et forladt hus eller ej, Søndergaard går rundt i det under alle omstændigheder. På den måde lykkedes det bogen at undvige et mere traditionelt læsermøde, hvor teksten er en nøjagtig optegnet kode, der gemmer på usagte erkendelser. Det er alligevel okay befriende, at der ikke ligger et såret dyr på bunden af bogen, en dunkel hemmelighed som teksten udspringer fra. What you read is what you get.

Men nogen gange kan det godt virke mærkeligt, at Søndergaards alligevel ret radikale værkopfattelse ikke har smittet mere af på hans sætningskonstruktion. Den ser helt konventionel ud ved siden af den overordnede form. Et stærkt skønhedsideal, som kan virke en smule brugt (isfugle, dødens blomster), forhindrer det åbne værk i at være så åbent endda. Det er klart, når stjernerne fråder, og billederne bliver grove, at det virkelig rykker.

Søndergaards bog har ikke noget centrum, der er ingen hovedkonflikt. »Denne bog bør have en handling, en form for drama, en udvikling og et klimaks, men det har den ikke.« skriver han. Det virker lidt som en dårlig undskyldning. Jeg er ikke sikker på, at det partout gør en bog litterært interessant, at den gør op med tidligere tiders narrative skeletter. Det anti-hierarkiske ideal har den kæmpe svaghed, at det næsten er umuligt at tale om, at noget er bedre end noget andet. Det kommer der rigtig mange kedelige sider ud af blandt ret mange gode.

Hvordan skal man redigere en tekst, som gerne vil gøre plads til hvad som helst? Er der lodne og udflydende skønhedsidealer, der skal svinge sceptret? Er der gode og dårlige måder at kede sig på?Pludselig skal jeg til at afgøre om sådan et værk overhovedet er holdbart, det kan jeg slet ikke finde ud af. Nogen, der forsker i litterær kedsomhed, må gerne ringe til mig med det samme på telefon: 31 40 18 96.

Først karakteriserer Ravn værket med gåturen som metafor – den slentrende, flanerende gåtur hvor man kommer forbi snart det ene, snart det andet og tillader sig omveje og ekskurser. Når hun skriver at det at gøre sig tanker om litteraturen og poesien er en naturlig del af det fortællende jegs liv på lige fod med trafikken og hjemmets dårlige internetforbindelse – så minder det om Serups karakteristik af den blog-agtige poesis jeg. Olgas anmeldelse bliver selv en slentren gennem værket. Det bliver ikke en lige vej med en styrende pointe, men, særligt i sidste del, en afprøvning af forskellige veje – hun forsøger at læse symbolsk, men nej det kan man ikke, og det er sådan set befriende, så forsøger hun at læse bogen som et radikalt åbent værk, men så er der alligevel noget der ikke er radikalt nok, og til sidst står hun tvivlende og tøvende og ved ikke rigtigt hvilken vej hun skal tage og bliver skeptisk over for den her mangel på hierarki som præger den Søndergårdske gåtur. Og så kommer slutningen, som jeg er vild med: ”Pludselig skal jeg til at afgøre om sådan et værk overhovedet er holdbart, det kan jeg slet ikke finde ud af. Nogen, der forsker i litterær kedsomhed, må gerne ringe til mig med det samme på telefon: 31 40 18 96.”

(Jeg har faktisk spurgt Olga om det var hendes rigtige mobilnummer, og det var det. Desuden fortalte hun at slutningen var inspireret af Klaus Høecks Ulrike Marie Meinhof-digt som ender med at digteren skriver at hvis nogen vil være med til at starte en revolution må de gerne ringe til ham på telefon det og det.)
Bortset fra at slutningen er et autofiktivt gimmick som bringer Olgas anmeldelse i slægtskab med – ja, netop autofiktionen – så synes jeg også det er et træk der ligner den her lidt bratte, arbitrære slutning som kendetegner blog-indlægget. Et træk man kan finde også hos en digter som Asta Olivia Nordenhof. Nordenhofs tekster starter ofte på hendes blog før de havner i hendes bøger, og hun kan finde på at afslutte dem med ”hejhej, det var bare det jeg ville sige”, eller ”nu går jeg i seng” eller sådan noget.

Ligesom bloggen kan være ikke bare et alternativ til og dermed en potentiel trussel mod kritik-genren, men en inspiration – så tænker jeg faktisk at facebook-opdateringen også kan være det. Der hvor den ikke er en poseren for de andres blik, en fremvisning af et idealjeg, men snarere en lille og gerne fyndigt formuleret iagttagelse gennem et særligt jeg forstået som en særlig sensibilitet. Jeg vil derfor gerne afslutte med at læse en lille stribe fragmenter, som jeg opfatter som litteraturkritik i statusopdateringens genre:

“Hun havde altid læbestift på når hun læste, som om hun var gæst hos nogen.” Åhå, Hesselholdt … En smuk tanke, måske endda til efterlevelse. På med stiften, kære læsere.

Hvorfor er det lige at mennesker står i vejen for sig selv og insisterer på at bytte deres tryllestave ud mod gamle elendige kviste som står og samler støv i et hjørne? Det er fanme et godt spørgsmål. Tak til Bruno K. Öijer.

Min trang til ord er oral: jeg sutter på dem, søber i dem, bider i dem, sluger dem, spytter dem ud som projektiler. Men lader dem også gå gennem fordøjelsessystemet. Når der er gang i min verbale fordøjelse, er der som regel også gang i min kropslige. Ligesom forstoppelse indtræffer synkront i begge systemer.

Jeg elsker tonen i Martin Luthers nadverskrifter, den er virkelig KAN DU SÅ FORSTÅ DET MARIANNE. Og fornærmelserne er lige til at samle på: Satans tropist! Ubestandige deutist! Skamløse Økolampadist!

Har denne mærkværdige og helt forbudte identifikation med Imre Kertész. Han kan, ligeledes helt mærkværdigt og forbudt, længes efter kz-lejrens ”gyldne time”. Jeg havde i et glimt en længsel efter den særlige måde lyset faldt på over den grimme forstad sidste vinter, når jeg var på vej til hospitalet for at besøge min ulideligt syge søn (og ikke længere vidste hvad ”jeg” var et navn for). At nostalgisere det forgangne, selv det helt ulidelige forgangne.

Det var bare det jeg ville sige, hej hej.

Lilian Munk Rösing

Martin Glaz Serups artikel ”Mit let poetisk sprog. Løse noter om klummen og bloggen i ny dansk litteratur” står i Bogens Verden 2006/1