Forbrugervejledning eller kritisk refleksion?

Jeg skal forsøge mig med nogle refleksioner over forholdet mellem kritik og kritisk kapital ved at tage udgangspunkt i forholdet mellem karakteristik og dom og ved at forfølge to spor i kritikhistorien: Et som udgår fra den tidlige tyske romantik, og et andet som udgår fra retorikken, nærmere bestemt den retoriske retstale.

Den minimale definition på en litterær anmeldelse er givet af den danske litteraturforsker John Christian Jørgensen, der definerer anmeldelsens ”konstituenter” som: Meddelelse om nyudgivelse + Vurdering. (Jørgensen 1994: 289)

Med denne definition er det faktisk muligt at skrive en anmeldelse på ét ord, sådan som Thomas Thurah gjorde det, da han anmeldte Klaus Rifbjergs roman Det ville glæde … med det ene ord: ”Hvem?” En lidt længere variant af samme spøg praktiserede Poul Borum, da han anmeldte en anden Rifbjergroman, Tak for turen. Borums anmeldelse lød i sin fulde længde: ”Årh, det var så lidt”.

John Christian Jørgensen opregner en række hhv. ”simple” og ”komplekse” ekstenter, som anmeldelsen kan udvides med. De simple er referat og karakteristik; de komplekse er analyse og perspektivering, herunder komparation og kontekstualisering.

I min egen kritikpoetik er det i stigende grad den komponent Jørgensen kalder ”karakteristik”, der er det vigtigste i en anmeldelse, for mig vigtigere end nyhedsmeddelelsen (som er et journalistisk kriterium) og vurderingen (som er et forbrugervejledende kriterium – eller måske oprindeligt et juridisk, herom mere lige straks)

Min egen daglige kamp med litteraturen, med det enkelte litterære værk, er kampen for at indfange dets karakter, at tegne et portræt af det med få ord, at formulere hvad der er det særlige ved lige nøjagtig dette værk. Hvordan er dets særlige sprog og stemme, hvad er det for en særlig vision det giver os af et sted, en tid, en tilstand, et liv … Min kritiske kapital er vel alt det jeg efterhånden har læst, ikke bare skønlitteratur, men også filosofi og teori, som bestemmer hvordan jeg forfølger sprogmønstre og tankemønstre i en tekst. Dette at finde mønstre i teksten er vel i kort begreb min læsemetode, både som akademiker og kritiker, og den har jeg lært af mine litteraturvidenskabelige studier; af nykritikken, strukturalismen, dekonstruktionen og den klassiske stilistiske og retoriske analyse.

Idealet om en karakteriserende litteraturkritik har jeg fra den tidlige tyske romantik, som nok er det første sted i Europa hvor vi finder en forestilling om kritikken som en egen kunstart og også en form for poetik for denne genre, nogle refleksioner over hvad kritikken er og bør være.

Ifølge Friedrich Schlegel bliver kritikken til kunst, hvis den kan levere en karakteristik med tre pennestrøg (Athenaeumfragment 302).

At karakterisere et værk vil for den tidlige tyske romantik sige at videreføre dets refleksion. Kritikken er for den tidlige tyske romantik en videreførelse af værket, det er at give værket et videreliv og ikke (som en anden kritikforståelse ville hævde det) at tage livet af det, at mortificere det med analyse.

For at forstå den tidlige tyske romantiks idé om kritikken, må man forstå dens begreb om refleksionen. Forestillingen om kunstværket som en varmblodet, levende organisme, der dræbes af for megen refleksion lever på mange måder videre i bedste velgående. På romantikernes tid kunne forestilingen om den dræbende refleksion eksempelvis findes formuleret hos Schelling, når han skrev at ”refleksionen dræber alt åndeligt liv ved roden”.

For Jena-romantikerne (Friedrich Schlegel og Novalis) er refleksionen ikke noget dræbende, men et livgivende, avlende princip. Refleksionen er bevidsthedens konstitutive og produktive (frem for dæmoniske og lammende) spaltning.

Novalis skriver: ”Al virkelig begyndelse er et 2. Moment”. Og Friedrich Schlegel: ”Ethvert punkt i bevidstheden er allerede det andet.”

Som en refleksion over værket giver kritikken det således et videre liv; den arbejder videre på værkets egen refleksion, dvs. værkets eget indre livgivende princip. Ethvert værk spalter sig på sin egen unikke måde, og Schlegel og Novalis betragter kritikken som noget der forfølger denne spaltning, frem for som noget der spalter dét som i værket var helt og uforstyrret.

Den der i det 20. århundrede videreførte det tidligtromantiske kritikideal og måske næsten formulerede det bedre end romantikerne selv, var Maurice Blanchot. I sit lille essay fra 1963, “Hvad er der med kritikken” (“Qu’en est-il de la critique?”) skriver Blanchot at kritikken fremstiller og viderefører værkets insisterende splittelse: den kraft hvorved litteraturen formår at blive til ved at holde sig i en permanent tilstand af blivende mangel.

Den permanente tilstand af tilblivelse er den særlige tidslighed der knytter sig til den tidlige tyske romantiks forståelse af forholdet mellem værk og kritik. ”Litteraturen er endnu ikke opfundet”, kan Novalis skrive omkring år 1800, ”den er imidlertid på nippet til at blive opfundet”. Det er dette ”endnu-ikke”, som er den tidligtromantiske tidslighed; litteraturen er altid et ”endnu-ikke”. Den romantiske digteart er stadig i tilblivelse, som det hedder i det berømte Athenaeumfragment 116; ja, det er dens egentlige væsen, at den evigt kun kan tilblive, aldrig fuldendes. Og kritikken kan arbejde videre på denne permanente tilblivelse.

Den tidligromantiske fremtidsrettethed må ikke forstås som en forestilling om at det perfekte værk hænger og lyser som en platonisk idé ude i fremtiden. Litteraturens idé, eller det som de tidlige tyske romantikeres franske fortolkere har kaldt ”det litterære absolutte”, skal her nok snarere forstås som et uendeligt forgrenet intertekstuelt netværk, som både litteratur og kritik arbejder på. Jeg mistænker at de tidlige tyske romantikere ville have været begejstrede for World Wide Web. Eller i hvert fald for det potentiale til pluralitet og multiplicitet og uendelig forgrening, som ligger i WWW, selv om man ikke skal være blind for, at nettet i realiteten har ført megen uniformitet med sig; verdens mangfoldighed af forskellige mennesker kan sidde spredt over hele kloden og trykke ”I like” til de samme ting. Men det er den indbyggede antinomi i senkapitalismen; selve den unike identitet bliver en slags brand, som vi alle kan sikre os ved at købe de samme Prada-sko eller Levis-jeans.

Men tilbage til den tidlige romantiks kritikforståelse. For Schlegel og Novalis er kritikken et potentiale i værket, der fødes sammen med værket selv. Et værk der fødes uden kritikkens potentiale, er dødfødt. Således kan Novalis hævde at det i sig selv er en udmærkelse hvis et værk lader sig kritisere. Egentlig kritik i tidligtromantisk forstand kan kun skrives om værker med særligt potentiale. Det kritisérbare værk er det gode værk. Skulle dagbladskritikken tage konsekvensen af dette, ville det betyde at mange bøger slet ikke skulle anmeldes, og at bare det at blive anmeldt ville være en udmærkelse.

For en sådan kritikforståelse arbejder litteraturen og kritikken på samme projekt, og dette projekt er litteraturen selv. Den enkelte anmeldelse må da tænkes som noget, der har til formål at indgå i den store dialog om litteraturen, om hvad litteraturen er og gør og kan og kan blive. Det er ikke dommen over det enkelte værk, der er afgørende, og anmeldelsen er hverken skrevet for at vejlede forfatteren i sit videre virke eller for at vejlede læseren i sit bogindkøb, men for at være fortsat fødselshjælper for litteraturens dialog med sig selv.

Med dette seminars metafor kunne man sige at det litterære værks og den litterære kritiks kapital i denne forståelse er den samme, nemlig litteraturen, og at de begge arbejder på at forvalte denne kapital bedst muligt og få den til at avle.

Selv er jeg i stigende grad tilbøjelig til at definere det projekt, som både forfatteren, kritikeren og den akademiske humanist arbejder på, som eksistensforskning. En forskning i eksistensen med sproget som stof og medium.

Ved siden af den tidligtromantiske kritikforståelse, der har dannet paradigme for kritikere i det 20. århundrede som Maurice Blanchot og i skandinavisk sammenhæng Horace Engdahl, findes, i hvert fald i dansk sammenhæng, en anden definition af kritikken i starten af den moderne epoke. Det er forståelsen af kritikken som en retstale, der munder ud i en domsafsigelse.

Den betydeligste danske anmelder i starten af den borgerlige offentlighed hed Jacob Baden og var fra 1780 professor i veltalenhed, eloquentiae, ved Købemhavns Universitet. Det er igen John Christian Jørgensens fortjeneste (Jørgensen 1996) at have påpeget, hvordan Baden opfattede anmeldelsen som en retstale og støbte sine egne anmeldelser over den antikke retoriks anvisninger for, hvordan en sådan skulle bygges op. Der skulle være et exordium, en indledning, som rummede hovedpåstanden om værket og eventuelt en opregning af tidligere værker. Der skulle være en narratio, gerne med exemplum – oversat til litteraturanmeldelsen et handlingsreferat med citater. Så skulle der naturligvis være argumentio, bevisførelse, en opregning af værkets dyder og lyder, kvaliteter og problemer. Endelig en conclusio, der anbefalede eller ikke anbefalede værket.

Med denne analogi til retstalen er bogen analog med en forbrydelse, eller i hvert fald en suspekt begivenhed, og forfatteren er en potentiel forbryder, som dog også kan frifindes og vinde hæder og ære. Værket er noget, der har fundet sted, det er placeret i fortiden, hvilket giver en helt anden temporalitet end romantikkens forestilling om værket som et projekt til indløsning i fremtiden.

I Aristoteles’ definition af retstalen kobles den netop til fortidens dimension, hvorimod den politiske, rådgivende tale knyttes til fremtiden, og den lovprisende festtale til nutiden. Hvis vi nu anskuer anmeldelsen som en retorisk genre, kan man med rette spørge, om det ikke også kan give mening at sammenligne den med den politiske, rådgivende tale, hvor man ud fra et litteraturpolitisk syn rådgiver forfatteren eller samtidslitteraturen om, i hvilken retning den bør bevæge sig i fremtiden. Eller med den lovprisende, hvis der nu er tale om en begejstret, hyldende anmeldelse.

I sin artikel ”Recensionens retorik” antyder John Christian Jørgensen en historisk udvikling fra at anmeldelsen (som retstale) mimer den kritiske offentligheds former til en anmeldelse der mimer ”varesamfundets genremønstre” (Jørgensen 1996, s.31). Fra en kritik hvis mål er at oplyse og vejlede borgerne, og måske ligefrem beskytte dem mod bøger som er forbrydelser, til en kritik hvis formål er at vejlede forbrugerne. Jørgensen finder at kulinariske metaforer har indsneget sig i anmelderiet i det 20. århundrede, Tom Kristensen kunne eksempelvis sammenligne en sonetsamling med en pålægsmaskine, og Poul Borum kunne sammenlige en novellesamling med en cocktail: en del Blixen til ni dele gul citronvand. Fra Norge har Arild Linneberg hånet en kritik der smager på litteraturen, som om den var vin (Linneberg 2009, s.52). En forbrydelse jeg for nylig selv har gjort mig skyldig i, i min anmeldelse af Christina Hesselholdts Selskabet gør op: ”At få 135 siders ny prosa fra Christina Hesselholdt er som at få en flaske Rosso di Montalcino fra Stella di Campalto; man nipper og smager og doserer sit indtag, så man ikke sluger det hele i én strøm, selv om det flyder forførende lifligt; man læser langsomt og holder pause for at forlænge nydelsen og udskyde det triste øjeblik, hvor der ikke er mere tilbage. ”

Men er det ikke de slags metaforer vi må gribe til når vi skal beskrive æstetisk kvalitet? I sin bog om litterær kritik har Erik Bjerck Hagen et kapitel om litterær kvalitet, hvor han sammenligner en højkvalitetslæseoplevelse med en fjeldtur (Hagen 2004 , s.25). Det forekommer mig at være en meget norsk metafor, jeg vil hellere sammenligne med god sex og god rødvin.

Her kunne man pege på, at de første franske vinanmeldere var litterater og hævde at det at verbalisere den subtile bouquet i en god flaske vin faktisk er en udfordring, der kan minde om det at verbalisere den særlige stil og stemme i et litterært værk. At verbalisere det svært verbalisérbare er en udfordring både for digteren, litteraturkritikeren – og vinkritikeren. Jeg er altså snobbet nok til at mene, at hvis man vil indfange æstetisk kvalitet, kan det være på sin plads at gribe til metaforer hentet fra den højere gastronomi.

Over for John Christian Jørgensens diagnose må man endvidere indvende at når Tom Kristensen udnævner et værk til en pålægsmaskine og Borum et andet værk til en cocktail – så er deres pointe jo at udstille værkerne som konsum, frem for at gøre anmeldelsen til forbrugeroplysning.

Men spørgsmålet er om ikke det i virkeligheden er forestillingen om anmeldelsen som primært domsafsigelse der baner vejen for den forbrugervejledende kritik, og at en alternativ kritikforståelse snarere skal findes i romantikkens forestilling om anmeldelsen som værkets videre potensering.

Man kan selvfølgelig forestille sig en kritik, der stiller domsafsigelsen i litteraturens (og ikke litteraturforbrugerens) tjeneste. En kritik der råber ”holdt!” når et værk der egentlig ikke har adkomst til litteraturens domæne, forsøger at trænge sig ind. Kritikeren som litteraturens vagthund.

Selv bliver jeg dog mere og mere tilbøjelig til at mene at den empatiske læsning må være kritikkens udgangspunkt – forsøget på at sætte sig ind i værkets form og univers. Når dette forsøg så strander, når det viser sig at der ikke var noget at komme efter, at værket sådan set ikke har nogen ”karakter”, så har man efter min mening leveret en mere præcis (og i virkeligheden måske også en mere sønderlemmende) kritik, end hvis man bare skriger ”Holdt!” med det samme.

Min anmeldelse i Information af Christian Jungersens Du forsvinder slutter eksempelvis sådan:

”Som case study i fiktionens form er Du forsvinder en dårlig bog med et problematisk budskab. Som thriller har den et vist narrativt sug, om end suget var større i Undtagelsen. Som filosofisk-pædagogisk skriveøvelse er den hæderlig. Som metaroman om fiktionsskabt og fiktionsskabende personlighedsspaltning rejser den interessante spørgsmål.”

Min kritikerkollega Lars Bukdahl undrede sig over den anmeldelse og mente, at jeg ikke tog afstand nok fra bogen. Jungersen selv, ved jeg tilfældigvis, syntes at jeg var afsindig hård ved hans bog. Og det var jeg også, for det jeg gjorde var at give den alle mulige chancer, at åbne den ene dør efter den anden, men desværre ikke rigtig finde noget fascinerende bag nogen af dørene.

Over for forestillingen om kritikeren som litteraturens ”vagthund”, der skal gø ad de værker, som ufortjent forsøger at snige sig ind på litteraturens domæne, vil jeg stille forestillingen om kritikeren som generøs og forelsket, som den eksempelvis fremsættes af Sissel Lie i et bidrag til det svenske tidsskrift Kritiker (nr. 7, december 2007).

Man kan måske tænke sig at det blik der indfanger det litterære værks karakter, skal ligne det forelskede blik, som fortælleren hos Proust ifølge Julia Kristeva har på sine karakterer – og som er det der overhovedet gør dem til karakterer, skaber dem som karakterer.

Måske kræver karakteristikken et forelsket blik. Eller et blik der er åbent for forelskelse, parat til at forelske sig. Ligesom den lille Dorrit, der i Dorrit Willumsens erindringsbog Det sure med det søde cykler rundt i gården på sin trehjulede cykel og ”forelsker sig”, hvilket giver anledning til en opremsning af alle de beboere hun IKKE kan forelske dig i: den unge dagdrømmerske ovenpå, fordi hun har tre børn og en høflig mand; fru Jensen, fordi hun er for gammel; marskandiseren, fordi hun har rotter i sit skrammel; servitricen med de røde negle, fordi hun skælder rasende på sin dreng. Men her bliver ikke-forelskelsen et lige så nysgerrigt og opmærksomt blik på verden som forelskelsen – eller rettere: Forelskelsens mulighed bliver et sensibelt filter for enhver sansning. Ligesom jeg forestiller mig, at den potentielt forelskede kritikers blik er det.

Om kritikken skal være værkets vitale vidererefleksion eller reduceres til forbrugervejledning afgøres af hvem kritikeren skriver til, og hvorfra hun selv taler. I ganske kort begreb mener jeg, at kritikeren skriver hverken til forfatteren eller forbrugeren, men til et andet jeg, der ligesom hun er kastet ud i eksistensen som vilkår og gåde. Det er også derfor, kritikeren må investere sit eget jeg i kritikken. Sit sansende, reflekterende, verdens-åbne jeg. Sit jeg ikke som et imaginært selvbillede (en profil af den slags vi flasher på Facebook), men som en særlig sensibilitet. Et jeg der er kastet ud i eksistensen og læser litteratur som eksistensforskning.

Lilian Munk Rösing

Blanchot, Maurice 1963: ”Qu’en est-il de la critique?”, i Lautréamont et Sade. Les éditions de minuit
Hagen, Erik Bjerck 2004: Literaturkritikk. En introduksjon. Universitetsforlaget
Jørgensen, John Christian 1994: Det danske anmelderis historie. Fisker og Schou
Jørgensen, John Christian 1996: ”Recensionens retorik”, Kritik nr. 120. Gyldendal
Linneberg, Arild 2009: ”Litterurkritikken i simulasjonssamfunnet: simulasjonskritikk eller kritikksimulasjon?”, i Standart 23. årgang